Oplevelses og undervisnings ture af social karakter.

Herunder kan du se forskellige forslag til ture som vi tilbyder.

Turene afgår som udgangspunkt fra Kolding og kan afvikles enkeltvis eller kombineres med hinanden.

Der kan også arrangeres ture efter egne ønsker og behov.

Turene har udover oplevelsen en social karakter og da vi er en “non profit” forening er der ikke betaling for turene.

Vi anbefaler i stedet at man donerer et beløb til dækning af vores øvrige aktiviteter.

Turene er perfekte for par og gode til mindre grupper. (max. 5-7 personer)

# Bådtur Kolding # Marsvin safari # Sejltur i Lillebælt # Hval safari # Udflugt Lillebælt # Marsvin Lillebælt # Sæler Lillebælt


Sæler ved Brandsø

Vi tæller sæler ved Brandsø

Billede af AI

Vi sejler til Brandsø hvor der næsten er garanti for sæler. De ligger og hviler på en sten, på stranden eller svømmer nysgerrigt rundt og kikker på os.

Vi sejler ikke tæt på dem men ligger og driver rundt i vandet eller kaster anker. Det er en fordel at medbringe en kikkert men vi har også en i kan låne

Det er også muligt at blive sat i land og gå rundt på øen hvor det vrimler med fugle, rådyr, mufloner og andre dyr.


Billede af Morten Runge

Det er her vi driver rundt og sælerne er meget interesserede og nysgerrige på os.

Varighed 3-6 timer..


Hvalsafari ved Fænø Kalv

Billede af Niels HC Martner

Vi sejler ud gennem fjorden, slukker motoren og venter på at Marsvinene kommer forbi.

Der er en ufattelig stilhed som engang imellem brydes når de kommer op for at ånde. Puff siger det og så skal man holde øje for der er i reglen flere. Det er Balsam for sjælen at høre og betragte dem.

Varighed 2-3 timer.

Billede af Niels HC Martner


Hyggetur i Kolding Fjord

Video af Morten Runge

Vi sejler ud i fjorden hvor vi lægger til en tur bøje, får en kop kaffe og nyder naturen.

Der er også mulighed for at blive sat i land ved Paradis bugten hvor man kan bade, grille eller gå en tur i skoven.

Varighed 1-3 timer.


Oplev Fænøsund

Billede af Morten Runge

Vi sejler ud gennem fjorden, over bæltet og langsomt gennem Fænøsund, rundt om Fænø, forbi Fænø Kalv og tilbage igen.

På denne tur er der også mulighed for at se Marsvin, især i Fænø Sund og ved fænø Kalv.

Det er også muligt at blive at sat af ved Hindsgavl Slot hvor man kan gå en tur i slotsparken eller se på rådyr.

Varighed 3-4 timer


Til Kongebro Havn

Kongebro havn er en smuk lille hyggelig havn hvor man kan gå en tur i skoven og se på rådyr.

Varighed 2-4 timer.


Fredericia Gammelhavn

Vi sejler ud gennem fjorden, videre under begge Lillebælts broer og til Fredericia Gammelhavn. Her kan man købe en is, gå på shopping i gågaden eller smutte en tur på Urbania Street Food og få et lækkert måltid.

Varighed 3-4 timer.


Fantastiske Æbelø

Vi sejler til Æbelø, ligger til ved en tur bøje og får en kop kaffe samt nyder naturen.

Man kan også blive sat i land og gå rundt på øen og nyde den dejlige uberørte natur. Turen kræver shorts eller badebukser da vi ikke kan komme helt op på land.

Varighed 3-5 timer.

Billede af Morten Runge


Et smut til Løverodde

Ud gennem fjorden, lægge til ved broen hvor man kan købe en is, bade eller besøge restauranten.

Varighed 1-4 timer.


Middelfart Nyhavn

Vi sejler til Middelfart Nyhavn hvor de store dyre både ligger. Herfra kan man gå en tur gennem gågaden eller bestille brunch ved café Razz.

Varighed 2-3 timer


Brejning Havn

Kom med til Brejning, en lille hyggelig havn i Vejle Fjord. Gå tur i de smukke bakker, skoven eller se de gamle Kellerske institutioner. Spændende !!

Varighed 3-6 timer.


Overnatning på en ø

Bliv sat i land på Fænø Kalv med dit telt og dit grej.

Oplev naturen, roen, kom helt ned i gear og få ladet op.

Vi henter dig næste dag på en aftalt tid ?

Varighed 2 timer.

Ture efter eget valg

Har du et sted du gerne vil se eller har du brug for at blive sejlet til en bestemt destination så kontakt os og få en snak.

Billede af Morten Runge